Thursday, November 22, 2012

Nyhedsbreve læses på mobilen


45% af alle nyhedsbreve åbnes på en mobiltelefon - og det giver en udfordring både for design og for den side, man lander på, landingpagen

Denne artikel blev først bragt i Markedsføring, den 16. oktober 2012

Direktøren for Worldata, Jay Schwedelson, en passioneret formidler af “big data”, der kan forandre et nyhedsbrev fra katastrofe til succes, refererede i sit foredrag på DMA om “Hvad der virker” viden fra Worldatas test af over 1 milliard nyhedsbreve på mere end 400 forskellige parametre.

Pegefingeren afgør alt

En voksen pegefinger fylder, hvad der svarer til 45 pixels på en mobiltelefon. En “fingzilla”, som Jay Schwendelson beskriver det. Se i illustrationen her, hvor stort et klikbart område faktisk skal være - for at det er til at ramme. Klikbare områder, der er mindre end 15 pixels giver hele 28% færre klik videre til websiden, end hvis knapperne havde været større.
Hvis man vil teste, hvordan en webside ser ud, er det en rigtig god ide at besøge Googles GOMO, hvor man kan se, hvordan siden ser ud på forskellige devices og få råd om, hvordan man kan forbedre den.

Størrelse betyder noget

Størrelse har en betydning - ja! Alene indenfor B2B åbner 87% af alle direktører deres mail-nyhedsbreve via mobiltelefoner, og de landingpages, der er mobiloptimeret har 32% flere konverteringer til kunder end andre sider. Men hvis en landingpage ikke fungerer hurtigt nok, både på PC og mobil, kan det koste kroner. 43% af de besøgende forsvinder fra en landingpage, der er mere end 5 sekunder om at loade.

- Man skal huske, at 98% af alle der modtager et email-nyhedsbrev gør noget ved det. Sletter det, læser det, klikker videre. Men kun 20% af dem, der åbner nyhedsbrevet gennemfører hele processen. Derfor er det afgørende, at alle små elementer spiller sammen, fortæller Jay Schwedelson fra Worldata.

Siden, man lander på, er afgørende

Faktisk skyldes ca. ⅓  af alle klik fra mobiltelefoner “tap error” - fordi folk ikke kan ramme.
Når folk klikker videre fra et nyhedsbrev til en webside, en landing page, er der også meget at hente. Hvis man f.eks. skal udfylde et skema med kontakt informationer, forsvinder 14% af lærerne, når skemaet fortsætter ned under side-grænsen på den skærm (mobil eller PC), der anvendes. Faktisk forsvinder der, for hvert nyt punkt, der skal udfyldes, yderligere 6% læsere. Hvis man sørger for, at al information er koncentreret på landingpagen, får man 25% højere gennemført salg eller tilmelding til nyhedsbrev, end hvis man havde ladet folk klikke videre til andre dele af websiden.

Brug billeder - brilliant

Alene sådan en banalitet som at benytte det samme billede i nyhedsbrevet som på landingpagen giver 20% højere conversion rate. Men her er udfordringen, at 50% af alle nyhedsbreve vises uden billeder, fordi mailsystemet har stoppet dem. Det giver en 14% lavere klikrate til landingpage.
Derfor er det vigtigt at lægge ALT tags, der er en lille beskrivende tekst, som er klikbar. Faktisk klikker op til 62% på ALT tags. Noget af det ‘nye smarte’, der virker godt i mange mailsystemer er animerede gif’s, dvs. en lille billedeserie, der næsten opleves som en film.

Email markedsføring synes nemt. Når man først har fået tilladelse til at maile til folk, virker email nyhedsbreve effektivt - og rimeligt nemt. Men mange stirrer sig blinde på åbningsrater og glemmer, at det er en lang og kostbar proces at trænge igennem permissions og ind i et mailsystem - og helt frem til modtageren, hvor han eller hun gerne skal klikke sig videre til en landingpage for at tilmelde sig eller købe noget. Ofte er nyhedsbreve det sidste afgnavede ben i en kampagne - men det er faktisk her, virksomheder samler guldet op i form af gode relationer eller direkte salg. Derfor er der god grund til at kigge lidt grundigere i statistikkerne - og investere mere i at få skrevet og designet nyhedsbreve, der virker. For nu ved vi jo, hvad der virker.

No comments: